Historien er fortalt af Sofie Konradine Jürgensen (født Brøndsted) der er datter af præsten i Varde, Sofie har været 11 år da hun oplever branden, og ca. 80 år da hendes børn sørger for at hendes fortællinger bliver nedskrevet, her er så den del af hendes fortælling der vedrører branden i Varde:

Det, der fra Opholdet i Varde staar tydeligst for mig, er Ildebranden i Varde.
 lldebranden opstod i Nørregade. Medens en gammel Skomager (Morten Jonassen) var ude at grave Tørv, sér han Ilden komme op, og saa farer Djævlen i ham lige paa en Gang og siger: "Nu er Du reddet!" Thi der var dengang kommet en Forordning om, at der ikke maatte være straatækte Huse i Byerne, og han skulde derfor tække sit Hus med Teglsten, men det vilde han aldeles ikke kunne overkomme, og saa vilde Ejendommen blive taget fra ham. Han tog en Træsko i hver Haand og rendte hjem. Han tog slet ikke i Betænkning, hvor Vinden bar hen eller fra, men fór ind til sin Kone, der stod og lavede Ild til Middagsmaden, fyldte begge Træsko med Ild og satte dem op paa Loftet med to Halmknipper over. Nu opdagede Brandvæsenet, at Ilden fra hans Hus slet ikke kom den anden ved, for Vinden bar fra ved hans Hus. Der var et forfærdeligt Oprør i Byen; blandt andet saa vi en Præsteenke, der kom gaaende ovre fra Kirken i sin bare Særk; hun havde været hos sin Svoger, hvor hun saa noget, der hang paa Væggen, som hun kunde tage med sig; det var en kort Kjole; hun tog den over sin Særk og kom saa over til os. De syge fra Hospitalet lagde de paa Gravene paa Kirkegaardene. Det blev meldt til Byfogeden, at den sidste Ild, den, der egentlig gjorde mest Fortræd, var opstaaet i Skomagerens Hus. Han blev øjeblikkelig sat fast og kom i flere Forhør. Fader gik over til ham i Arresten og talte til ham som hans Præst, men kunde ikke faa ham til at tilstaa. Først et halvt Aar efter tilstod han. Da blev der en Nat banket paa Faders og Moders Sovekammervindue og raabt paa dem. "Hvad er det?" spurgte Fader". "Jeg er Arrestforvareren, og Morten Jonassen maa absolut tale med Præsten i dette Øjeblik. Han er i en Nød, saa det er ganske forfærdeligt at se paa". Fader, stod op, klædte sig paa og gik med ham over paa den anden Side af Torvet, og i Bælgmørke lukkede han Fader ind til Fangen. "Vil Du tale med mig?" spurgte Fader. "Ja, Hr. Pastor, nu eller aldrig jeg er gerningsmanden". Og da vred han sine Hænder, saa Fader kunde høre, det knirkede i hans Fingre. "Saa, nu har jeg overstaaet det; nu kan de gøre ved mig, hvad de vil". "Ja, og lykkelig er Du, der har tilstaaet", sagde Fader, "og kan komme til at lide din Straf hernede". Fader kunde næppe slippe fra ham. Endelig fik han sin Dom; han skulde halshugges. Dengang kendte man ikke saadan til Benaadning som nu. Dommen blev oplæst for ham af Byfogden. Dagen nærmede sig, da det skulde ske, og endelig kom den. Han havde imidlertid sendt Bud med Arrestforvareren til Fader, om han ikke vilde give ham hans sidste Nadver. Fader sendte ogsaa Bud derover, at han nok skulde sende Kaffe over til ham om Morgenen, inden han skulde henrettes, hvorover han blev grumme glad. Kaffen nød han da i Forening med sin Kone og alle deres Børn. Der holdt da to Vogne foran Arresthuset. Jeg ser det endnu for mine Øjne! Han var helt indpakket, havde endogsaa hvide Uldvanter paa. Det var tidlig om Foraaret. I den ene Vogn sad han med Arrestforvareren og nogle Politibetjente. I den anden sad Byfogden og Fader. Saa kom de til Retterstedet. Han blev af Arrestforvareren fulgt op paa Banken, hvor Skafottet var rejst, og dér blev Dommen atter oplæst for Masser af Mennesker og for ham selv af Byfoged Rosenørn. Saa blev han fulgt hen til Blokken hvorpaa han skulde lægge Hovedet. Han knælte ned, og Skarpretteren traadte frem. Jeg var ikke henne at se paa det, men min Fader har fortalt mig, hvorledes det gik til. Medens han knælede ned, bad han Byfogden, om han ikke endnu en Gang maatte læse sit Fadervor med sin Præst, hvortil Byfogden sagde ja. Men da de kom dertil: "Forlad os vor Skyld, som vi og forlade vore Skyldnere", huggede Skarpretteren til, og Fader kunde aldrig glemme den Blodstrøm, der da vældede ud.
 En Trediedel af Byen brændte som Følge af hans Ildspaasættelse.
 Under Branden løb jeg bort fra mit Hjem; man kunde ingen Steder finde mig. Jeg havde nemlig hørt, at Ilden var lige tæt ved Assessor Pedersens, og saa vilde jeg hjælpe til at redde. Imidlertid gjorde Fader Anstalter for, at Moder og alle Børnene skulde ud paa Gjellerupholm, der laa uden for Varde. Jeg kom ikke med. Da jeg er færdig, løber jeg hjem, og paa Torvet ser jeg to Skikkelser, som jeg aldeles ikke kunde begribe, hvem var. Den ene havde til Hovedbedækning en Serviet med en Knude paa hvert Hjørne, den anden havde bart Hoved og en Brændevins-Flaske i Haanden. Han med Servietten paa Hovedet var Fader, og han med Flasken Byfogden. Han stod og skænkede for Brandfolkene, og Fader uddelte tørt Brød med en Klat Smør paa. Saa fik jeg at vide, at de andre var kørt ud til Gjellerupholm, og gik ud til dem. Paa Vejen hørte jeg min bedste Venindes Moder raabe højt: "Grete er væk; hun er kvalt i Luerne og brændt i Røgen!" - hun sagde aldrig det, hun mente. Men Grete var løbet langt ud paa Landet og kom først hjem anden Dagen efter Branden. Byen blev bygget smukt op igen, og dermed forlader vi denne Historie.